Otto, som er ansat hos en slagter, bliver sagt op. Han har et godt branchekendskab og har gå-på-mod,
så da der bliver et ledigt lokale i en nærliggende by, vil han bare i gang med at starte en grillbar.
En grillbar med et anderledes sortiment - ikke kun traditionelle grillretter, men med alt inden for færdigretter.
Ottos idé lyder således: "At udbyde og levere grillmad og færdigretter gennem butikssalg."
Efterhånden som mulighederne ser ud til at lykkes: leje af lokaler, tilladelse fra de kommunale myndigheder osv. henvender Otto sig til et rådgivningscenter for at få den endelige rådgivning om etableringen.
Man laver i fællesskab en forretningsplan, der bl.a. indeholder en opstilling over Ottos stærke og svage sider,
dvs. hvad kan der opstå af problemer og hvad ser det ud til, at han nemt kan klare.
Det er en god metode til at indse, hvad man skal lægge vægt på, og hvad der næsten kommer af sig selv.
På baggrund af den udarbejdede SWOT-analyse udarbejder Otto nu idégrundlaget for sin virksomhed.
Idégrundlaget fortæller, hvordan Otto's Grillbar skal overleve ved at udbyde et sortiment, der er anderledes end konkurrenternes.
Ottos idégrundlag lyder således: "Otto's Grillbar fremstiller, sælger og leverer grillmad og færdigretter,
så borgerne i lokalområdet kan få dækket deres behov for hurtig leveret mad."
Otto har nu opstillet sin idé, mål og ønsker, og han vil sikkert få vurderet bæredygtigheden af sin forretnings-idé
af en regnskabskyndig, en revisor eller en fra rådgivningscenteret.
Herefter vil der blive lavet et budget, som så endelig kan vise, om ideen kan realiseres.