Der er forskel på de overvejelser du gør dig, når du køber produkter. Overvejelserne afhænger af, hvilke produkter du køber. De fleste tænker sig mere om, når de skal købe en ny pc, end når de skal købe et rugbrød.
I figuren her kan du få et overblik over de tre købstyper du skal lære at skelne i mellem.
Når du køber en udvalgsvare, f.eks. et guldhalssmykke - strækker købet sig ofte over lang tid, og du har haft mange overvejelser. Her kommer du grundigt rundt i hele beslutningsprocessen. Du laver budgetovervejelsen inden købsbeslutningen. Du beslutter dig for at købe et nyt halssmykke, men du bruger lang tid på at finde ud af, hvilket smykke det skal være, og hvor du skal købe det. Du har måske allerede tænkt, at det er et overvejelseskøb, når du køber en udvalgsvare.
Anderledes er det med vanekøb. Her gør du, som du plejer. Der er ikke nogen grund til at tænke sig grundigt om før købet. For du har jo allerede gjort det mange gange før. Du kender varen, og du synes, den er o.k. - så du har fået en vane med at købe den. Uden særlig mange overvejelser vil du gå hen på hylden med smør og tage f.eks. Kærgården, for det plejer du at gøre. Du går næsten direkte til den tekniske købsformidling. Her tænker du sikkert også, at et vanekøb er det, jeg gør, når jeg køber dagligdagsvarer.
Det er ofte billige ting, du køber som impulskøb: "Jeg gik ned i kiosken for at leje en dvd - og jeg kom hjem med en god film, men også med slik, chips, cola og en is, som impulsivt gled med i købet".
Ved impulskøb går det rigtig hurtigt med at komme gennem hele beslutningsprocessen.